Anmeldelse fra Politiken 10. juni 2006
Dokumentarfilm:
Andre ord for ondskab
Filmanm: Og hjertet er sort Stille og stærkt skildrer en ny dansk dokumentarfilm, hvordan afviste asylansøgere behandles umenneskeligt på et såkaldt udsendelsescenter.
Og hjertet er sort. Instr.: Maria Mac Dalland. Dansk. 28 min. Vises i Øksnehallen til 23. juli i forbindelse med Henrik Saxgrens udstilling Krig & kærlighed. Fem hjerter af Dorte Hygum sørensen

En pige på et center for afviste asylansøgere har tegnet en tegning og fortæller, hvad den forestiller. Det meste af tegningen er en helt almindelig, sund barnetegning med en knaldgul sol og glade blomster. Men centralt på papiret er der en stor, sort klat. Det er hjertet, siger pigen.

Pigens sorte hjerte har givet instruktøren Maria Mac Dallands nye film navn. ‘Og hjertet er sort’ hedder filmen, som på sin egen stilfærdige og forfærdende sørgmodige vis er et barskt og stærkt indlæg i den aktuelle debat om den danske regerings behandling af afviste asylansøgere.

Maria Mac Dalland og fotografen Jane Vorre har optaget filmen gennem halvandet år hos irakiske familier, der har boet fra fire til syv år på asylcentre i Danmark. I filmen bor de på Center Avnstrup på Midtsjælland. De kan ikke få lov til at blive i Danmark, men de kan heller ikke med tvang sendes tilbage til deres hjemland. De er i et limbo, og de danske myndigheder lader dem blive der i årevis. Officielt er flygtningene genstand for såkaldte ‘motivationsfremmende foranstaltninger’. Når man ser filmen, minder det begreb om en adfærdsregulerende hån fra et mareridt, Kafka kunne have skrevet. Med vendingen ‘motivationsfremmende foranstaltninger’ menes, at de afviste asylansøgere skal fratages så megen menneskelig værdighed, at de frivilligt forlader Danmark.

‘Motivationsfremmende foranstaltninger’ er en omskrivning af en form for ondskab, der går ud på hjælpe nødstedte så lidt som overhovedet muligt.

Tørre tal, eksperttale, politikerholdninger og mediedebattørers meninger er der intet af i Maria Mac Dallands film, og det er en styrke. Alle de ord kender vi i forvejen. De ville bare være støj i en film, hvor instruktøren går tæt på enkelte flygtninge og stiller sig på deres side.

I passager bryder hun med den filmede dokumentarisme og bruger sit sædvanlige filmudtryk – animation. Når det sker, kombineres ørkenorange tegnefilm og melankolsk musik med enkelte faktuelle oplysninger, der sætter billederne af flygtninge på Center Avnstrup i perspektiv. Adskillige facts er citater fra myndighedsregulativer og -breve om f.eks. fratagelse af flygtninges ret til kontanthjælp og til uddannelse efter det 17. år.

Derudover gør Maria Mac Dalland noget af det samme, som en række artikler i Politiken med små portrætter af afviste asylansøgeres børn har gjort: Hun får de enkelte flygtninge til at fremstå som mennesker. Og når man står ansigt til ansigt med et lidende menneske, skal man være støbt i cement for ikke at blive berørt. I det her tilfælde bliver man både forstemt og forarget, fordi de voksnes og især børnenes sorg og lidelse forværres af de umenneskelige, regeringsbestemte forhold på asylcentret. Det er forhold, som sortner hjerter.
dorte.hygum@pol.dk